Intet marketing-budget. What a surprice

At arbejde med branding for små virksomheder er en stor udfordring. Der er ikke et etableret kendskab at tage udgangspunkt i. Og der er langt fra et millionbudget til rådighed.

Faktisk er marketingbudgettet praktisk talt nul. Det samme er eksistensen af en ansvarlig person for marketing. Og skulle der endelig være en person, der tager sig af marketing, er min erfaring, at man kan være sikker på følgende:

  • Marketing udføres kun i ny og næ, og står altid i skyggen af andre opgaver (læs: springes over).

  • Personen med marketingansvaret har 11 andre kasketter på. Det betyder i al sin enkelhed at han/hun ikke er en ørn til markedsføring (læs: en amatør).

Markedsføring for små virksomheder bliver derfor som at pisse i bukserne. Et par gange om året får man mandet sig op til at lave en aktivitet, der i bedste fald giver lidt ro i sindet, men yderst sjældent nogle nye kunder.

 

HVAD SKAL DU GØRE?

Jeg indleder med tre (bedrøvende, men realistiske) faktorer:

  1. Markedsføring og PR er et langsigtet arbejde. Hurtigt afkast er yderst sjældent. Det er som ringe i vandet: Jo flere du skaber, jo større bliver bølgerne i sidste ende!

  2. Markedsføring og PR er ongoing arbejde. Glem et par årlige ad hoc indsatser. Der skal udarbejdes en egentlig plan med regelmæssige aktiviteter henover året.

  3. Der skal være én ansvarlig for at eksekvere og han/hun skal prioritere tiden til det. Enten skal vedkommende have kompetencerne til både at planlægge og eksekvere – alternativt kan en eller begge dele købes ude i byen.

Ovenstående er basic. Hertil kommer så:

  • I er død og pine nødt til at have en knivskarp positionering i markedet. Ligner I alle de andre, skal der hældes millioner af kroner i markedsføring for at gøre sig forhåbninger om at blive hørt i mængden. Læs mit indlæg ”Glem botox og silikone – find ind til kernen” for nærmere info.

  • Få defineret jeres målgruppe meget klart. Jo mere I skærer ind til benet, jo nemmere er det at ramme nye, potentielle kunder. Ikke mindst via sociale medier og digitale kanaler. Og nej; I kan ikke være alt for alle!

  • Dernæst skal jeres kommunikation, PR-indlæg, website, præsentation og alt muligt andet have ”kant”. Selvom virksomheden er lille, skal den udstråle overskud og formå at positionere sig, så potentielle kunder afkoder værdien ved at indlede en dialog.

  • Bonusinfo: Hvis du tror, du selv (eller din fætter) kan varetage denne opgave, så glem det. Læs mit indlæg: ”You look like sh*t.”

  • Og slutteligt skal der tænkes ud af boksen. Med et marketingbudget, der reelt set ikke eksisterer, hvordan får vi så eksekveret salgs-, marketing- og PR-aktiviteter, der fordeles sig henover et år og i løbet af en årrække får virksomheden på vores kunder ”radar”, så de SELV kommer til os. Det kaldes også growth hacking - og der findes specialister ud i denne multi-disciplin.

Forrige
Forrige

Glem botox. Find ind til kernen først