LINEALBUDGETTERING. DET KOMMER IKKE MERE UAMBITIØST

 

Fem år med uafbrudt vækst. Det var tilfældet med en virksomhed, jeg skulle rådgive. Det obligatoriske spørgsmål kom: "Hvor er I om tre år?" Tavshed. Lang pause. "Vi vokser vel også med 15% hvert år de næste år". Logisk svar. Man lægger en lineal ned over omsætningen for de forgangne år og tegner en lige streg, så man kan forudsige omsætningen de kommende år. Skide smart. Men ikke videre ambitiøst. 

HVAD SKAL DU GØRE?

Tag skeen i den anden hånd. Tag kontrol med udviklingen fremfor "blot" at lade virksomheden føre med vinden. Nyt spørgsmål fra min side: "Hvorfor vokser i ikke samlet set med 100% de næste tre år, så I bliver dobbelt så store?". Tavshed. Kort pause. "Ja, hvorfor ikke?". 

Og derfra kunne det egentlige arbejde med at definere et "roadmap", der førte hen mod en fordobling af virksomheden på tre år, gå i gang.

Pointen er: Der findes små vækstvirksomheder, der allerede sparker røv. Som har bevist, at de kan noget ud over det sædvanlige. Men som stadig har én væsentlig svaghed: De tænker som en lille virksomhed.

Roadmap øvelsen handler derfor også om at få defineret, hvilke aspekter i virksomheden - og hos ledelsen - der skal optimeres, omprioriteres, uddelegeres eller outsources, etc. Sagt på en anden måde: At få asfalteret en motorvej, så turen hen mod en fordobling af virksomheden på tre år kan gøres effektivt.

 

 
Steen Tromholt