SORRY TO SAY: DU ER EN HÆMSKO FOR VIRKSOMHEDENS VÆKST

 

Den dag du smider iværksætter kasketten ad h... til og indtager lederrollen i din virksomhed, vil du opleve et mentalt skift i hele virksomheden og et sandt boost.

Du har været med til at bygge virksomheden op fra bunden, så du er den bærende kraft i, hvor virksomheden er i dag. Tillykke. Nu til de dårlige nyheder: Du udgør – med stor sandsynlighed – flaskehalsen for den videre vækst.

HVAD ER ÅRSAGEN?

Du har været ind over samtlige aspekter i virksomhedens drift. Og jeg mener alt. Fra indkøb af toiletpapir til strategilægning, salg, levering, you-name-it. Du er vel praktisk talt et omvandrende orakel. Og dermed er det nærliggende at spørge dig til råds om alskens aspekter. For du har jo prøvet det før. Og lur mig: Du har også nogle klare holdninger til det. Ergo: Der opstår meget nemt en adfærd, hvor du – bevidst eller ubevidst – er indover alle beslutninger. Enten fordi du ikke kan lade være med at blande dig. Og/eller fordi dine ansatte har fået for vane at vende alle ting med dig.

HVAD SKAL DU GØRE?

  1. Få de rette kompetencer om bord.
  2. Uddelegér.
  3. Og lær at holde kæft!

Det handler i bund og grund om, at du skal uddelegere ansvarsområder. Du KAN (og skal) simpelthen ikke være indover alt, hvis du vil se virksomheden sætte turbo på væksten. For at kunne uddelegere (og stadig sove trygt om natten samt opnå vækst) er det nødvendigt, at du uddelegerer til personer, der har de rette kompetencer. Læs mere om mine holdninger til kompetencer her – for måske er de rette kompetencer ikke til stede i virksomheden, og så har du endnu en barriere!

Og slutteligt den sværeste opgave: Hold din kæft! Du har været vant til ”my way”. Men hvis ingen andre vil fortælle dig det, så lad mig: Du er IKKE et omvandrende orakel. Der ER faktisk folk derude, der ved mere om en række områder, end du nogensinde kommer til.

Nej, opgaverne vil helt sikkert ikke fremadrettet blive løst 100,00% som du ville have gjort det. Men hvis virksomheden skal opleve kraftig vækst, så handler det mere om 100% eksekvering end 100% ”my way”. Hell, hvem ved, måske bliver det endda 110%, for folk har det med at blomstre, når de får ansvar! Og du kan jo stadig guide og coache dem.  

Det er lettere sagt end gjort. Så start med at øv dig. Næste gang en medarbejder spørger dig: ”Hvad skal jeg gøre her”, så svar ham/hende: ”Hvad er dit forslag”.

 

 
Steen Tromholt